
Sidst rettet: 29. maj 1997, 22:39
Thomas Stuer-Lauridsen slap videre til næste runde på en walkover. Hans modstander Dong Jiong måtte trække sig med en feber på 39,8! Kineseren blev onsdag aften tilset af en læge, antibiotika og råd om ikke at spille dagens kamp mod Thomas Stuer.
Hele torsdag formiddag var der spekulationer om Dong Jiongs tilstand, og gætterier om hvor alvorlig hans tilstand var. Ville han spille på antibiotika?
Først en time før kampen kom der meddelelse om, at kineseren havde trukket sig. Forklaringen gav kinesiske Manager og PRmand Zhau Jincan: Trods indsprøjninger for at få feberen ned, er det ikke lykkedes, og Dong var for svag til at spille. Der er stor skuffelse i den kinesiske lejr, men man håber stadig på Sun Jun, der er seedet 3'er i turneringen - efter Høyer.
Dong Jiong vandt sin kamp onsdag mod en ukraineren Uvarov, men som han spillede i første sæt....! Set i bakspejlet har han sikkert allerede da været præget af sygdom.
Dong Jiong var seedet til at vinde VM, så nu ser oddsene ekstragode ud for de danske herresingle spillere.
Set fra et dansk synspunkt er det da helt fint at få den første dansker med i fredagens 1/4 finaler, men det havde været meget sjovere, hvis Stuer havde slået Dong Jiong i kamp. Men igen - så kan Stuer være frisk og veludhvilet til morgendagens kamp mod Heryanto Arbi, INA.
Stuer havde på forhånd ingen præferencer - det var ham uden forskel om han skulle møde Hock eller Arbi i 1/4 finalen. Han har mødt malaysieren 5 gange og vundet hver gang, og af 8 opgør mod Arbi, har han vundet de 3.
Med hensyn til at gå videre på walkover sagde Stuer: Det har jeg ikke noget forhold til - jeg har selv måtte trække mig 2-3 gange på grund af skader, så... Men det er da dejligt, at de andre skal spille i dag og jeg få hvilet mig! Mange badmintoninteresserede kan sikkert huske, da Thomas Stuer vred om på foden i VM 1/2 finalen mod sydkoreaneren Park Sung Woo i Lausanne for 2 år siden - i klar vinder position. Dengang havde han vundet første sæt, og førte klart i andet.