Sidst rettet (tekst): 03. December 1997, 01:28
Sidst rettet (HTML): 11. December 1998, 20:59

K-Håndbold

VM 97 i Tyskland

Danmark-Makedonien 23-25 (8-15)

Træerne vokser heldigvis ikke ind i himlen. Og det danske hold beholdt da også benene på jorden, da Makedonien lørdag aften meget effektfuldt lukkede luften ud af den danske ballon. Sølle 8 danske scoringer blev det til i første halvleg, mod makedonernes 15. Havde det ikke været for Danmarks bedste spiller, Susanne Munk Lauritsen, kunne det have været meget værre! Ofte sprællede hun forgæves, efter at være blevet prisgivet af sit eget forsvar.

Danmark viste et spil man meget, meget sjældent ser: Masser af boldtab - især personificeret ved Helle Simonsen, Anja Andersen og Anne Dorthe Tanderup. Kontraspillet kom aldrig rigtig i gang, selvom det rent faktisk var på kontra - om ikke de fleste, så - de bedste scoringer faldt.

Makedonerne havde stor ære af kampen, og må siges at have gjort deres hjemmearbejde - studiet af Danmark - godt De fik pakket danskerne godt ind - i både forsvar og angreb. Om det var derfor, at der på intet tidspunkt af kampen var tempo på det danske angrebsspil, skal her være usagt.

Kun i ganske få minutter - fra det 15.-25. minut i anden halvleg - var håbet om dansk udligning og måske endog en dansk sejr til stede. Danmark fik reduceret til 23-24 et lille minut før tid, men....

VMs største favoritter leverede VMs største overraskelse hidtil i turneringen, og ikke for det flotte spil. Tværtimod.

Landstræner Ulrik Wilbek, efter kampen: Vi fik en lussing og spillede en rædselsfuld kamp i aften, og det gør vi ikke een gang til. Vi skal bare vinde med 3 mål over Rusland i morgen for at vinde gruppen, og det gør vi, for vi har lært meget af kampen i aften. (søndag)


dille@blanet.dk