Sidst rettet: 12. December 1997, 17:44

K-Håndbold

VM 97 i Tyskland

11. december 1997

1/4 finaler, Sportshalle Hamburg, Hamburg, Tyskland

Danmark - Kroatien 25-21 (14-7)

Ikke dårligt! Danmark spillede sig frem til 1/2 finalen i Berlin lørdag, hvor modstanderen bliver Rusland.

Det danske hold havde endelig fundet storspillet frem, og alle spillere tog et ansvar på banen. Det var i sandhed et dansk hold, der spillede sammen, og der var ikke tegn på opløsningstendenser som tilfældet blandt andet var mod Makedonien, og til dels mod Rusland.

Forsvaret vandt kampen for Danmark! Der blev meget hurtigt lukket af for de farlige kroatiske bagspillere - Klaudija Bubalo, Samira Hasagic, Vesna Horacek, Natasa Kolega og Snjezana Petika, og reelt var Kroatien kun med i kampen i de første 10 minutter til stillingen 5-5. Derfra trak danskerne kampen i land.

Een af de danske paradediscipliner, bortset fra forsvaret, er kontraangrebene, og de fungerede fint i kampen!

En anden stærk dansk force er målvogterposten. I går stod en af verdens bedste - hvis ikke den bedste - Susanne Munk Lauritsen, en fantastisk flot kamp! Når det endelige lykkedes kroaterne at komme forbi det danske forsvar, stod hun klippefast! Det tog givetvis også pippet fra kroaterne.

I angrebet var der særdeles opmuntrende momenter: Bagspillernes indspil til Tonje Kjærgaard på stregen var perfekte, og den bundsolide Tonje kan gribe en bold under de mest vanskelige forhold, og alligevel score. Således også i denne kamp, og indtil nu har Tonje scoret på tæt ved 100% af alle sine scoringsforsøg. Ganske flot.

Janne Kolling, der blev fiberskadet i den første kamp mod Kina, fik comeback. Og det har givet været en afgørende faktor for det danske hold. Alene Jannes tilstedeværelse på holdet giver de øvrige en vis ro, og hun fik absolut også vist sin værdi - blandt med fløjovergange og 3 scoringer.

Danske tal fra kampen:

Straffekast: 6 - 2 missede
Advarsler  : 3
Udvisninger: 5
Det danske hold havde en fødselar: Gitte Sunesen fyldte 26 år, og fejrede det med at komme ind og redde 2 straffekast.

dille@blanet.dk