EM i K-håndbold 1996

Sidst rettet: 12. December 1996, 18:02

Landsholdets træningspas, torsdag d. 12. december:

Landsholdet har trænet en time hver dag under EM, og i dag torsdag var ingen undtagelse. Nogle gange består træningen i en gang fodbold, hvor der absolut gåes lige så meget til makronerne, som hvis det havde været håndbold relateret.

Men oftest bruges træningen som forberedelse til næste modstander. Véd man om en af modstandernes spillere, at hun f.eks. meget laver hopskud fra højreback pladsen, skal der prøves at dæmme op for det. Under træningen gennemspiller man de mulige situationer, og een af de danske spillere spiller så modstanderen.

Torsdagens træning var ingen undtagelse. Det man lagde vægt på her, var hvordan man skal tackle situationen, når Anja Andersen mandsopdækkes. Det er hun blevet især de seneste 2 kampe mod henholdsvis Kroatien og Ungarn, og hun vil uden tvivl blive det i morgendagens 1/2 finalekamp mod Tyskland. Her vil det blive den lille tyske terrier (positivt ment!) Michela Erler, som Anja ganske udmærket kender fra tysk håndbold. De 2 har et lille spil kørende: hvor mange gange kan de snyde hinanden. Se Anja Andersens kommentarer om tyskerne som 1/2 finalemodstandere

Under træningen prøvede holdet at træne forskellige muligheder for at spille Anja fri, selvom hun er opdækket. Det gjaldt især i starten af et angreb, hvor det danske angrebsspil endnu ikke er kommet foran den der er mandsopdækket. En mandsopdækket spiller trækker sig som oftest lidt længere tilbage på banen, og så er det svært at spille vedkommende, fordi modstanderen vil komme til at stå imellem. Det andet der blev trænet var, at Anja lynhurtigt skulle rykke ind mod stregen, og de øvrige spillere skulle prøve at finde hende i det opståede hul.

Det bliver spændende at se, om det lykkedes i fredagens 1/2 finalekamp.

Ellers var der ikke noget specielt, udover at Anja Andersen og Anette Hoffmann øvede forskellige VIP-situationer. Et VIP er, når en spiller kaster til en anden, som hopper og, griber bolden i luften og (forhåbentlig) scorer.



dille@blanet.dk