EM i K-håndbold 1996

Sidst rettet: 13. December 1996, 23:09

Danmark-Tyskland - 1/2 finale

Danmark er klar til EM-finalen på søndag! Det blev klart, da Danmark besejrede Tyskland med 24-22!

Det mest dramatiske ved kampen, foregik ved pressemødet!

Lad det være sagt med det samme: Jeres udsendte synes det var en dårlig kamp, og står sikkert meget alene med den opfattelse!

De første 10 minutter spillede Danmark rigtig lækkert håndbold spil. Alle virkede tændte, og der var megen energi i angrebene, hvor bolden blev flyttet hurtigt rundt. Især Anja Andersen lavede gæk med det tyske forsvar: Hun fintede meget elegant, og lavede lynjurtige ryk! Så den interne kamp mellem Anja og Michaela Erler, som DilleSport omtalte i går, blev ikke til noget. I den periode af kampen hyggede Anja sig gevaldigt, det ændrede sig radikalt i anden halvleg. Mere om det lidt senere.

Men det skal nævnes, at der var danske skønhedspletter i første halvleg: 3 af dem stod Tina Bøttzau for, da hun missede modtagerbolde. Men tilgengæld scorede hun altså også 3 perler af mål, så hun er tilgivet. På trods af sine 3 mål, var Anette Hoffmann sat ud af spillet i første halvlegs sidste 15 minutter. Men hun fik selskab af Janne Kolling og Marianne Florman. Fløjspillerne blev skærmet godt af af tyskerne i dagens kamp.

I anden halvleg lavede danskerne alt for mange tekniske fejl. Det vil blandt andet sige, at mange bolde blev skudt forbi mål i situationer Danmark plejer at score, og fløjspillet var totalt anonymt.

Yderligere et problem: 5 af 8 straffekast til Danmark, blev brændt!

Og så blev det som tidligere nævnt, en kamp hvor Anja Andersen fik vist sit berømte - eller snarere berygtede - temperament. Det kostede hende 2 udvisninger. Dertil kom hendes mange klasken-sig-selv-på-panden attituder, og ironiske klap over dommernes kendelser. Det sidste kan hun i hvert fald ikke brokke sig over. Flere gange lavede hun angrebsfejl, og fik frikast!

I slutningen af kampen fik Anja Byrial Hansen et kraftigt slag over næsen af tyskernes Miroslava Ritskiavitchius, men slap heldigvis med skrækken. Det var benævnte tysker, der under Netcom Cup i november brækkede Tonje Kjærgaards næse!

Danske tal i første halvleg:

Mål: Tina Bøttzau       3
     Anette Hoffmann    3
     Anja Andersen      5
     Gitte Madsen       2
Advarsler: Marianne Florman, Gitte Madsen

Danske tal i anden halvleg:

Mål: Camilla Andersen       1 (brændte 2 straffe i kampen)
     Anette Hoffmann        2
     Anja Byrial Hansen     1
     Janne Kolling          2
     Anja Andersen          1 (på straffe, brændte 3 i kampen)
     Heidi Astrup           2 (på straffe)
Advarsler: Anja Andersen

Udvisninger: Anja Andersen 2



dille@blanet.dk