danske nyhederArkivDebatInfo

Individuel EM i Badminton
Herning, 20.04.1996 (20:00)

Som nævnt i gårsdagens DilleSport, kunne Danmark gøre rent bord ved et Europamesterskab - for første gang i EMs historie.

Rent bord vil sige, at samme nation har vundet: holdmesterskabet, damesingle, herresingle, mixeddouble, damedouble og herredouble.

Og lad det være slået fast med det samme: Danmark vandt rub og stub; ganske ubeskedent som arrangørnation, ikke? :-)

Kun eet udenlandsk islæt havde sneget sig ind i finalerne: russeren Marina Yakusheva var i damesingle-finalen.

Finalekampene i dag

Damedouble: Lisbet Stuer-Lauridsen/Marlene Thomsen-                                                  
            Rikke Olsen/Helene Kirkegaard           6-15, 15-12, 15-10                               

Lisbet og Marlene havde absolut intet initiativ i første sæt, mens Rikke og Helene struttede af selvtillid. Det kunne blandt andet ses på deres attituder overfor hinanden. Og de vandt da også relativt ubesværet første sæt i et højt tempo.

I andet sæt var der lange, flotte dueller! Lisbet og Marlene kom foran i starten af sættet - ikke på grund af større initiativ, men mere på grund af Rikke og Helene, der `åbnede' ved at lave fejl.

I tredje sæt var der mere fight fra Lisbet og Marlene, men ikke prangende. Det var især Lisbets ukuelige fightervilje, der skaffede sejren hjem. Det var tredje gang hun var i en EM finale, og denne gang VILLE hun have titlen!

Opsummering på kampen:

Helene og Rikke havde tempo på i første sæt, og styrede begivenhederne. I andet og tredje sæt lod de Lisbet og Marlene komme ind i kampen. Lisbet og Marlene fik stille og roligt kampen ned i deres tempo, og tvang dermed Rikke og Helene til at spille deres sædvanlige spil. De to par træner sammen til fællestræning i Brøndby, og kender hinanden godt. I de indbyrdes opgør er det absolut Lisbet og Marlene der har teten. Deres spillestil er ikke Helene og Rikkes kop te.

Herresingle: Poul Erik Høyer-Peter Rasmussen    15-5, 15-11                                          

Peter Rasmussen har aldrig slået Poul Erik Høyer i en turneringskamp. Men på træningsbanen er det en anden sag.

Begge spillere er angrebssspillere, så der var lagt op til et brag af en kamp. Og i dagens kamp var det Poul Erik, der havde det psykiske overskud.

Kampen

I første sæt var det Peter der lavede de fleste point. Desværre for ham var det Poul Erik der vandt sættet. Peter slog alt for mange nemme bolde ud over sidelinierne.

Peters spil var for utålmodigt, og han fik først lidt af sit rolige spil i gang i midten af andet sæt, og da var det for sent.

Det er tredje gang i træk, at Poul Erik vinder EM. Det har kun een spiller, og han var dansk, gjort før. Det var Flemming Delfs, der vandt i 1976, 1978 og 1980.

Enkelt anden spiller har vundet EM 3 gange i alt: Sture Johnsson, Sverige, vandt i 1968, 1970 og 1974.

Damesingle: Camilla Martin-Marina Yakushava, Rusland   11-0, 11-3                                    

Danmark har haft titlen i damesingle 6 af 15 mulige:
            Lene Køppen vandt i 1978 og 1982,                                                        
            Kirsten Larsen i 1988,                                                                   
            Pernille Nedergaard i 1990 og 1992                                                       

Ingen kvinde har vundet EM 3 gane, men 4 har vundet 2 gange:

Foruden de ovennævnte danskere, var det Gillian Gilks, England, i 1974 og 1976 og Helen Troke, England, i 1984 og 1986.

Det tog Camilla 10 minutter at vinde sin første EM titel. Hun holdt altså sin seedning som nummer 1.

Camilla er blot 22 år, og har allerede været med på internationalt plan i 7 år!

Herredouble: Jon Holst-Christensen/Thomas Lund-                                                      
             Michael Søgaard/Henrik Svarrer       10-15, 15-12, 18-17                                

Herredoublerne er også en paradedisciplin. Se bare her:
             Elo Hansen/Per Walsøe i 1970,                                                           
             Steen Fladberg/Jesper Helledie i 1986,                                                  
             Jens Peter Nierhoff/Michael Kjeldsen i 1988                                             
             Henrik Svarrer/Jan Paulsen i 1990                                                       
             Thomas Lund/Jon Holst-Christensen i 1992, 1996                                          

Efter 3 rimeligt kedelige kampe, blev det absolut en seværdig kamp!

Begge par viste stærkt initiativ! Og det var jævnt fordelt, hvem der fik teten!

Det mest spændende i den spændende finale, var ved stillingen 4-4 i ombolde i 3. sæt: Søgaard/Svarrer havde på deres andenserv pludselig matchbold, efter at Jon/Thomas havde misbrugt 3 af slagsen. Men de missede den. Og så var det Jon/Thomas, der på fjerde matchbold vandt sættet med 18-17.

Alle 4 herrer på banen havde chance for at vinde deres anden titel ved et Europamesterskab. For Jon, Thomas og Henrik kunne det blive deres anden titel i herredouble, og for Michael kunne det blive til et dobbelt europamesterskab ved samme EM, da han som bekendt i går vandt mixeddouble finalen sammen med Rikke Olsen.

Det er synd, at ikke begge par kunne få guldet - det havde i hvert fald været fortjent!!! Herligt, at EM sluttede med sådan en kamp. Det giver et godt slut-billede på nethinden og hukommelsen.

Tilskuerne

I hallen kunne vel være omkring 1.200 tilskuere, og det var der!

Som tidligere nævnt i DilleSport, var især ca. 100 elever fra Ikast Idrætsskole, et utroligt festligt indslag under EM. De sang, trampede, klappede og råbte til de forskellige kendte: "Vink ...., Vink". Og deres jubel ville ingen ende tage, da folk så vinkede tilbage. Gruppen fik også gang på gang startet `bølgen'.

Og når der var sæt eller matchbold, fik de lært resten af tilskuerne, at man rejste sig op. Herlig `tradition'!!!

Autografjægerne

Du godeste - at komme fra hallen til presserummet kunne absolut være en prøvelse!!! Men alle (de fleste børn) stod pænt og tålmodigt i kø!

TAK FOR DENNE GANG - HÅBER I HAR VÆRET TILFREDSE MED DÆKNINGEN FRA EM.                               
                                                                                                     
DER FØLGES LIDT OP PÅ DET.........                                                                   



dille@blanet.dk