
Sidst rettet: 19. oktober 1997, 23:15
Badminton
V6 Danish Open 97
V6 Danish Open 1997 - Vejle, den 19. oktober 1997
Afsluttende kommentarer
* Arrangementet
Hele arrangementet klappede helt perfekt. Det være sig alt lige fra
præsentation af kampe og spillere, over afvikling af kampene, til
behandlingen af pressen.
Dansk Badminton Forbunds (DBF) arrangementsudvalg er hyggelige
mennesker, som kan lide det de laver, og det bliver ganske godt
formidlet videre til publikum.
Forholdene for pressen var fine. Lokalet var placeret 1 meter fra
indgangen til hallen. Ikke nogen ganske uvæsentlig detalje, for når det
tidsmæssigt er ved at brænde på, er det irriterende at skulle gå langt
for at komme til sit udstyr.
* Sponsor
Under VM i Glasgow i maj 1997 meddelte DBF, at man havde fået nye
sponsorer. Med hensyn til Danish Open, afsløredes en 3 årig
sponsoraftale med Vejlefirmaet Dansk Tyggegummi Fabrik A/S. En del af
denne aftale indebærer, at Danish Open skal afholdes i Vejle i
sponsorperioden, og at turneringen officielt kommer til at hedde: V6
Danish Open.
* Hal
Det gør absolut ikke noget, at turneringen er blevet forankret i Vejle
de næste to år. Der er gode bane- og tilskuerforhold. Restaurant- og
Cafeterie er i umiddelbar nærhed (men for dyre!).
* Tilskuere
Der var god stemning under hele turneringen, med fredag som den
absolutte topdag! Man kunne næppe lukke flere ind fredag aften. Lørdag
og søndag var der en del tomme pladser, men mon ikke det skyldes
sponsorbilletter, som ikke var blevet benyttet? Er det tilfældet, bør man
fra DBFs side overveje, om ikke man skulle lave en anden aftale med
sponsoren. Måske i form af, at sponsorens medarbejdere skulle tilmelde
sig et arrangement, i stedet for blot at få en gratis billet, der ikke
benyttes. Det kan ikke være rigtigt, at man ved indgangen må melde alt
udsolgt til interesset publikum, for så at have tomme pladser.
* Danske forventninger
Der er ingen tvivl om, at de danske forventninger op til Danish Open var
store. Det gjaldt i samtlige discipliner. Og det blev da også til dansk
sejr i 4 af 5 finaler: Damesingle (Camilla Martin), Mixeddouble (Marlene
Thomsen/Jens Eriksen), Damedouble (Ann Jørgensen/Majken Vange) og
Herredouble (Jon Holst-Christensen/Michael Søgaard).
3 af finalerne var oven i købet rent danske: Damesingle (Camilla
Martin-Mette Sørensen), Mixeddouble (Marlene Thomsen/Jens Eriksen-Rikke
Olsen/Michael Søgaard) og Herredouble (Jon Holst-Christensen/Michael
Søgaard-Jesper Larsen/Jens Eriksen).
dille@blanet.dk