OL-logo

Sidst rettet: 31. juli 1996, 19:57

Efter at have oplevet håndboldkampen Danmark-Kina, skulle Dorthe med familie overvære en formiddag på Atletikstadion i Atlanta. Det blev en helt anden oplevelse - var det fordi, det var mandag?

Det er snyd at være dansker!

Af Dorthe Lykke Jørgensen.

Klokken 5.30 er mit legeme i gang. Naboerne sover. Det er snyd! Lottokuponen på køleskabet ser lovende ud, og badevægtens digitaltal bliver mindre og mindre. Er det mon snyd?

Endnu en dag i OL byen Atlanta venter. I dag gælder det atletik på Det Olympiske Stadium.

Vi når frem til Det Olympiske Stadium uden problemer. Efter det obligatoriske sikkerhedstjek vises vi frem til vores pladser af de utallige frivillige hjælpere. Stadium har 80.000 siddepladser. Her er næsten fyldt op da vi ankommer. Vi hilser på vores landsmænd. Den patriotiske ånd er dog sat i bero i forhold til gårsdagens begivenhed i håndboldhallen. Vi lytter misundelige til de andre danskere, som har sikret sig billetter til alle kvindehåndboldkampene. Der er ikke flere officielle billetter tilbage. Det er snyd! Ikke een eneste dansker skal repræsentere Danmark i dag på dette stadium. Alle finalerne foregår i aften. Der er derfor tid til, at koncentrere sig om andre vigtige ting. Madforsyningerne bliver sat i fokus. Dette er fastfood højborgen. Vi må sende en hvid pil efter den berømte danske hot dog, som i dag helt klart ville gøre sig fortjent til en guldmedalje. Den amerikanske hot dog er i en sørgelig forfatning. Vi føler os snydt! Priserne er en skandale. Vi betaler 20 kroner for en Coca-Cola, som ellers næsten hører til en af de gratis fornøjelser i USA. Indenfor og udenfor stadium foregår åbenlys sortbørshandel med billetter til de forskellige sportsbegivenheder. Boksekamp billetter går for en net pris af 150 dollars pr. billet.

På gåturen til og fra busstoppestederne ser vi virkelig bagsiden af Atlanta. Der er blevet ryddet op i slumområderne, men forfaldet og fattigdommen er tydeligt at se. Atlanta er ikke en smuk by. Den præges af beton og fatal arkitektur. Som tilrejsende må man undres over hvor lidt, der er gjort ud af at forskønne byen.

Vi havde set frem til en tur i den Olympiske Park. Den er stadig lukket. Den åbner i morgen. Den forventede feststemning er ikke tilstede. Vi føler os snydt for OL-ånden i dag!

Nå - OL i fjernsynet kalder......!

Med venlig hilsen

Dorthe Lykke Jørgensen, South Carolina live!



Disse sider er udviklet af Forum og BLA*net's OL-redaktion.