Sidst rettet: 01. August 1996, 17:59
Jeg havde håbet at kunne sende denne rapport fra Atlanta, men da jeg ikke ejer en labtop og ikke kunne finde nogen som havde den nødvedige software, måtte jeg vente til efter min 1300 km køretur tilbage til Houston.
Siden Roning er min ynglingssportsgren satte jeg kursen mod Lake Lanier som ligger ca 90 kilometer nord for Atlanta's Centrum. Robanen som ligger på en - såvidt jeg kan se - naturlig sø er en af de bedste jeg har set, og på grund af måden som man har bygget tilskuerpladserne på en bro meget tæt på banen har man meget fin udsigt - til de sidste 250 meter af den 2000 m lange bane. Jeg var skuffet over at man ikke havde tv dækning af de første 1750 meter, noget som ellers er blevet standard i international roning.
Da jeg på finaledagen ankom til tilskuerpladserne begyndte jeg med det
samme at kigge efter dannebrogsflag. Danmark var trods alt favorit i et
par af løbene - selvom kun nogle få af os danskere vidste det. Der var
store delegationer af tyskere, italienere, franskmænd, hollændere (der
var et hav af orange), og så selvfølgelig U.Sanere - men ingen danskere.
Efter at have vadet rundt mellem de 16000 mennersker i ca en halv time
fandt jeg endelig hvad jeg søgte: En lille flok på fem mennesker med
dannebrog malet i ansigterne og klaphatte på. Det viste sig at det
forældre, broder og kæreste af 2 af de fire roere på hvad der siden
skulle vise sig at være guldfireren.
De modtog mig med åbne arme for de havde nemlig heller ikke haft held med
at finde landsmænd. Sammen med nogle måbende amerikanske tilskuere blev
jeg med det samme udstyret med et lille dannebrogsflag så jeg kunne
deltage i hæppekoret.
Spændingen var stor da tiden kom til løbet som vi alle havde ventet på,
og der blev bidt nogle negle da den første rapport fra løbet sagde at den
danske båd var på trediepladsen. Vi vidste allesammen at i alle de
indledende løb havde de ført fra start til mål. Var noget mon gået
galt?
Senere rapporter sagde at de nu sloges med U.Sanerne om andenpladsen men at
Canadierne var alene i spidsen. Da løbet kom tæt nok på til at man kunne
se det var Danmark stadig på andenpladsen, men de pressede. Endelig, på
de sidste 100 meter trak de sig foran, og jublen havde ingen ende da
danskerne krydsede mållinien først. Da var det at jeg blev midlertidigt
medlem af familierne Ebbesen og Poulsen. Der blev kysset og knust, som
havde vi kendt hinanden i årevis (pun intended). Vi sang sammen med på
"der er et yndigt land" og der var ikke et oje tørt da det rød-hvide flag
strøg til tops.
Som sportsudøver har jeg har aldrig været med på internationalt plan, så det her er det tætteste jeg har følt på at være med på toppen. De få minutter var hele den lange køretur værd, og i et par minutter undrede jeg mig over hvorfor jeg flyttede hjemmefra for snart 20 år siden. Det var pludselig blevet så dejligt at være dansker.
Som afskedgave og tak fra mine nye venner fik jeg en klaphat, for "de var jo immervæk nemmere at købe hjemme i Silkeborg".
/Hannes
P.S. Hvis I så løbet i fjernsynet havde I æren af at se min debut på globalt TV. Det var mig med en "Rice Crew" baseball cap på.
[Vi andre, der måtte nøjes med TV kunne dog i Danmark se hele løbet fra
ende til anden. /Redaktionen]