OL-logo

Sidst rettet: 20. August 1996, 23:54

Rapport fra Atlanta - Paralympics - af DilleSport

20. august 1996

Snak med den danske landstræner i Goalball Lisbeth Wahrén:

Mere om goalball

Banen er 9 gange 18 meter, og målene er banens bredde. Banen er delt op i felter. Fra baglinien og 3 meter frem, har man forsvarslinien, som går på tværs af banen. Yderligere 3 meter frem, altså fra forsvarslinien, er der en høj-bold linie. Og yderligere 3 meter frem, kommer midterlinien. 3 meter fra midterlinien er der en lang-bold linie, og atter 3 meter efter den, er man nået ned til modstanderens forsvarslinie. Derfra er der 3 meter ned til modstanderens baglinie, som så også er mållinien.

Ved et angreb skal bolden røre feltet mellem ens egen forsvarslinie, og den første høj-bold linie, og så skal den røre i zonen mellem de 2 høj-bold linier - altså 3 meter på begge sider af midterlinien (= 6 meter). Ellers får man straffe imod sig. Det betyder, at den der har skudt en 'ulovlig' bold, selv skal forsvare sit mål, når modstanderen eksekverer sit straffekast.

Linierne på banen er markeret med tynd snor under noget tape, og hjælper spillerne med at orientere sig.

spillerne bliver i forsvarsfeltet, og når man forsvarer, skal man have en kropsdel i kontakt med gulvet. Man må ikke løbe ud af forsvarsfeltet og forsvare mod bolden udenfor.

De 3 spillere på banen har hver deres funktion. Spilleren i midten står lidt længere fremme end de 2 fløjspillere. Det er for at de ikke skal ramme ind i hinanden når de kaster sig ned for at forsvare. Fløjspillerne har en 1½ meter linie, der går vinkelret på sidelinien og 1½ meter parellelt fra baglinien, at orientere sig ud fra.

I midten (center) har man, fra henholdsvis forsvars- og baglinie, en ½ meter vinkelret markering, også for at spillerne skal kunne orientere sig.

Specielt for kvinde-goalball er der designet en speciel brystbeskyttelse.

Det er en special-BH, med hårde plasticskåle. Og den har til formål at tage af for de hårde stød det giver, når den 1,25 kilo tunge bold kommer i høj fart. Man har mistanke om, at for mange hårde stød i brystet kan forårsage celleforandringer i brysterne, og det skal naturligvis undgås.

Når en spiller får bolden kan man enten skyde selv, eller aflevere bolden til en af sine holdkammerater. Fra det øjeblik holdet får bolden, til den skal være kastet, må der højst gå 8 sekunder.





Disse sider er udviklet af Forum og BLA*net's OL-redaktion.