OL-logo

Sidst rettet: 04. August 1996, 12:42

HÅNDBOLD

Fredag den 26. juli

Danmark-USA      29-19
Så startede den olympiske håndboldturnering for de danske kvinder.

Efter en uge i Atlanta var hele holdet ivrige efter at komme i gang.

Og der var stort forventningspres på de danske spillere; forventningerne lå først og fremmest til holdet selv - man var klar over, at man var et bedre hold end USA, men også nervøse for det amerikanske holds fightervilje - og så på hjemmebane. Dertil kommer, at det er OL-debut for et dansk kvindelandshold, det var måske også en medvirkende årsag til lidt nervøst spil.

Lad det være sagt med det samme, set i bakspejlet efter kampen - den danske sejr var ikke i fare. Men på et tidspunkt i første halvleg var der godt gang i det amerikanske hold, og fuld fart. Men en stor ros skal tildeles de danske spillere; de lod sig meget sjældent stresse, måske lige med undtagelse af ti minutter midt i første halvleg.

Spillet var ikke det bedste det danske landshold kan præstere, men når man kan vinde en så overbevisende sejr og mod et relativt aggressivt hold som USA på sådan et spil, ja - så kan det ikke gå helt galt i resten af turneringen.

Det var da også en tilfreds landstræner Ulrik Wilbek, der efter kampen udtrykte tilfredshed med den komfortable sejr. Han erkendte, at enkelte detaljer i det danske spil ikke fungerede, men var mere end fortrøstningsfuld for resten af turneringen.

Søndag den 28. juli

Danmark-Kina     33-21
Holdene fulgtes nogenlund ad til 3-3, men så viste forskellen sig tydelig, og Danmark forøgede støt og roligt føringen. Efter 19-9 resultatet ved pausen, gik det danske hold efter at opnå en målscore på 35. Det lykkedes næsten, og alle var efter kampen tilfreds med forløbet.

Læs Dorthe Lykke Jørgensens oplevelser: Det er en fryd at være dansker.

Tirsdag den 30. juli

Danmark-Ungarn   27-22
Ungarn var på forhånd frygtet - de blev nr. 2 ved VM (hvor Danmark ikke mødte dem), men en sejr var nødvendig hvis man skulle have håb om at undgå at møde Syd Korea i semifinalen [Det antages, at Syd Korea vil besejre Norge senere i aften]. Det viste sig dog i løbet af 1. halvleg, at Danmark var blevet bedre end ved VM, mens Ungarn ikke var kommet meget videre. [DilleSport Special dækkede VM i Østrig-Ungarn] I 2. halvleg viste danskerne "verdensklassespil", som Ulrik Wilbek udtrykte det efter kampen. Han sagde også, at det åbenbart var kommet bag på Ungarn, at han tog Anja Andersen ud i hele 20 minutter. De havde forberedt mandsopdækning af hende, men kunne åbenbart ikke stille noget tilsvarende op mod Camilla Andersen. Ellers var der godt dansk forsvars- og målmandsspil. Anne Byrial Hansen og Anne Dorthe Tannerup blev især fremhævet.

Ulrik Wilbek: (om 2. halvleg:) "Noget af det bedste vi nogensinde har spillet!"

Torsdag den 1. august

Danmark-Norge   23-19
På papiret var Danmark stærkest, og de kom også bedst fra start. De spillede taktisk godt, og Anja Andersen bevarede det kølige overblik og scorede 6 mål i træk - til stillingen 11-5. Men også Susanne Munk Lauritsen i målet stod eminent med mange redninger. Anja Andersen sluttede halvlegen med endnu et mål - på straffekast - til stillingen 12-6.

Den danske dominans fortsatte i 2. halvleg, og føringen nåede op på 8 mål (ved 18-10). Imod slutningen begyndte danskerne dog at slappe af, og nordmændene begyndte at score mod Susanne Munk Lauritsen, men der var kampen i realiteten afgjort. Kampen sluttede 23-19 til Danmark

Ulrik Wilbek sagde til DRTV2 efter kampen: "Jeg synes ærlig talt, at nordmændene dummede sig lidt idag" rent taktisk. Nu gælder det SydKorea. "Vi har tænkt på dem siden vi tabte til dem i semifinalen" [ ved VM i Østrig-Ungarn].

Lørdag den 3. august

Danmark-SydKorea   37-32

Referatet af denne gyser findes her.

Liste over de danske håndboldsspillere.
Resultater og stillinger for håndbold.




Disse sider er udviklet af Forum og BLA*net's OL-redaktion.